Den smukke Kolvigs gaard

Vi holder til i en gennemrenoveret købmandsgård fra år 1600. Restauranten ligger i nederste etage lige ud til åen.​

Kolvigs Gaard blev bygget omkring år 1600 af Mogens Graves og kom omkring år 1850 i Frederik Kolvigs eje. Han etablerede en købmandsgård, ”Kolvigs Gaard” der blandt andet handlede med byggematerialer og høkervarer.

Kolvig etablerede også en cikoriefabrik, der importerede cikorierødder fra Holland og fremstillede kaffeerstatning. Kolvig, der var hollandsk konsul, var en meget agtet person i byen og blev udpeget til at repræsentere byen ved bisættelsen af Kong Frederik VII.

Under en stormflod i 1863 forliste et af Kolvigs fartøjer i Vadehavet med et stort tab til følge. I 1864 blev Danmark besejret og måtte afstå Sønderjylland. Dette var starten til en økonomisk vanskelig periode og i 1867 gik Frederik Kolvig fallit. I februar 1919 brændte cikoriefabrikken og blev ikke genopbygget.

I 2001 købte grossererparret Arne og Lis Johansen den noget forsømte bygning og lod den renovere så den i dag fremstår som en smuk perle midt i Ribes gågade. Restaurant Kolvig ligger i nederste etage lige ud til den brusende Ribe Å og med udsigt til Skibbroen, Hovedengen og Nationalpark Vadehavets begyndelse.